Search 
Advanced Search

Work Information

Poul Ruders : Towards The Precipice


Publisher Wilhelm Hansen
Category
Solo Works (excluding keyboard)
Year Composed 1990
Duration
25 Minutes
Orchestration perc
Availability
Sale from Musicroom or Music Dispatch  Explain this...
Discography Here...

Buy from 
Full Score(s) KP00034

Programme Note

Poul Ruders TOWARDS THE PRECIPICE

Dramatrilogiens midterdel, slagtøjskoncerten Monodrama handler på det teknisk/instrumentatoriske plan om rytmisk enighed/samtidighed mellem solist og orkester, en næsten demonstrativ homofoni, der illuderer forekomsten af et, udefinerbart kæmpeinstrument, sat i bevægelse og underlagt sin egen, stadigt accelererende inerti. Dette fænomen gav både Gert Sørensen og mig ideen til at udvinde en soloversion, en skæren ind til benet af værkets fysik og præsentere et enkelt isoleret lag af samtidigheden for sig selv, strammet og timed til at kunne stå alene, dog holdt ’in mente’ at det stadig er en del af en eksisterende helhed.
De solistiske nøgenhed understreger i måske højere grad end tutti-versioned stykkets extra-musikalske univers, dets alment kunstneriske målsætning. Jeg kan forstå, at formiddagens koncert har fået overskriften: afgrundsmusik, men værkets (eksportvenlige) engelske titel TOWARDS THE PRECIPICE betyder strengt taget: Mod afsatsen, hvormed jeg antyder den ydergrænse hvortil al kreativ virksomhed gerne skulle søge og til slut bevæge sig på, den kant hvor der er fare for at dratte ned og slå sig.
Det er naturligvis den afsats som solisten danser imod og ender med at balancere på i det ekstremt virtuose forløb, men som komponist har jeg også skrevet mig så langt hen mod kanten, som det er muligt inden for de præmisser jeg satte ved påbegyndelsen af stykket: den arketypiske opstigen fra intethed til optimal bevægelse, en slags kompositorisk Dervish-dans.
I programnoten til Monodrama skrev jeg i 1988, at jeg ikke tror på musikken som samfundsomvælter og tronstyrter, men at dens fabelagtige iboende, metafysiske kraft giver os en enestående mulighed for at ruske i tremmerne og råbe ad fangevogterne: bureaukraterne, nedskæringsprofeterne, fremmedhaderne, politikerne, rindalisterne, miljøsvinene, alle generalerne bag den kulturelle atomvinter, der har lagt sig over dagens Danmark. Situationen har jo desværre ikke ændret sig til det bedre siden da, så jeg finder det dobbelt påkrævet at lade Monodrama formere sig og nedkomme med en adfærdsvanskelig drabant.
Nu er hverken slagtøjskoncerten eller Mod Afsatsen politisk musik - som ikke eksisterer, der findes kun politiske komponister, og en sådan er jeg ikke, ikke mere end jeg automatisk bliver via mit tilhørsforhold til en ikke penge-producerende minoritetsgruppe, der eksisterer på betingelser og vilkår bestemt af det fænomen man i 60’erne kaldte repressiv tolerance: vor tids raffineret indpakkede nådsensbrød, kastet i grams af den brigade af åndelige svineproducenter og bankrådgivere, der sætter værdinormerne i et samfund som ved naturkatastrofer først interesserer sig for omkostningerne målt i penge, derefter i menneskeliv, en afstumpethed der afspejles direkte i nyhedsformidlingen.
Naturligvis er både slagtøjskoncerten og Towards the Precipice musik først, et tilbud af lyd, rytme, krop og sjæl, ’from me to you’, og den halve performance som udarbejdelsen af partituret også er for mig - helheden fremstår jo først i hænderne på performeren, er ikke - og her skæver jeg til den japanske pianist Mitsuko Uchida når hun taler om interpretation, - en intellektuel synopsis, men et stykke liv ved navn musik; hvis lytterne ikke vil overgive sig, er der ikke noget at gøre, men man kan altid invitere dem.
En titel som Mod afsatsen inviterer åbenlyst til at beskæftige sig med den eksistentielle afgrundsbalanceren, som er kunstens virkelige raison d’etre, således som det allersmukkest symboliseres hos forfatteren Poul Vad:
"Diamantfiskerne, som lever ved søens bredder, sejler ud på den i deres små både og dykker efter de skatte, der skjuler sig på dens bund. Man kan godt sige, at de mennesker er grebet af en slags galskab. De lever som regel i huler, og diamantfiskeriet er dels meget farligt, dels næsten udsigtsløst. Søen er nemlig så uhyre dyb, at det er vanskeligt for et menneske at dykke til dens bund, og dertil kommer, at trykket dernede er så stort at det i værste fald knuser kroppen, i bedste fald beskadiges den og hvad værre er I gør dykkerne fuldstændig sindsforvirrede. Ikke desto mindre hævder de selv, at opholdet dernede er en så sælsom og betagende oplevelse, at de gerne sætter deres helbred på spil for at få del i den, og at synet af diamanterne overgår alt, hvad man kan oplever her oppe på jordens overflade." (Poul Vad: Kattens Anatomi, bd. 1, kap. 2)

Poul Ruders

E-mail

Please sign up for our free newsletter with the latest news and works.

* First Name
 
* Last Name
 
* E-mail