---

Programme Note

BRO DRILLE (1959): For 3-hændigt klaver.

Børne- eller skolemusik er for mig et ganske særligt felt, hvortil jeg må møde med en veloplagthed og koncentration, der ikke står tilbage for den, ethvert andet kompositionsarbejde fordrer.
Min trang til at arbejde med skolemusik bunder måske - udover i min overbevisning om dens betydning - i en lyst til at anspore fantasien ved kun at skulle arbejde med elementære musikalske bestanddele. Dette kan ligefrem være et lejlighedsvist behov i en tid, hvor det musikalske tonesprog ofte besidder en høj komplikation. Samtidig med, at jeg føler dette nødvendigt og rigtigt i værker af en Bartok, Webern, Boulez som ægte udtryk for vor gærende, komplicerede, modsætningsfyldte tidsalder - samtidig hermed findes et behov for det elementære, den natur- lige, musikalske ”jordforbindelse”, som den viser sig i pulsslag og en enkelt evt. diatonisk, i hvert fald fåtonig, melodik og harmonik. Disse elementer, der genfindes - for de to førstes ved- kommende - i alverdens børnesang, er uudtømmelige i deres kombinations- og dermed inspirationsmuligheder.
Klaverstykket Bro drille er, som man vil opdage, bygget på sangen Bro-bro-brille, men melodien kommer først utvetydigt for dagen lidt efter lidt.
Det kan spilles solo af barnet(for én hånd, eller to hænder – ad lib.), men ideen er i virkeligheden, at når læreren spiller med bliver stykket ligesom ”rumligt”, og især rytmefornemmelsen forvandler sig.
Værdierne er kun fjerde- og ottendedele, men i helt frie kombinationer (en modvægt til firetaktstvangen i megen børnemusik). Mens de første to takter lyder som vekslende mellem 4/4 og 5/8 + 3/4, bliver det tilsvarende sted i takt 20 rent synkopisk i sin virkning, fordi lærerens stemme (den ordrette Bro-Brille) dominerer bevidstheden ved sin melodiske fasthed - og ved sin bekendthed. Ikke mindst denne sidste faktor, associationerne til noget bekendt, er en stimulerende impuls ved kompositionsarbejdet,
Andre steder, som i takt 9, ligger grundslaget og balancerer mellem at føles på 4. eller 5. ottendedel, 6. eller 7…
Dette er et i korthed skitseret udtryk for, hvad der fængsler mig ved komposition for børn – de let spillelige, faste små elementer, som – kombineret med andre - skaber en rigt facetteret, næsten fluktuerende helhed; en forvandlingsmusik, hvor ting nok er sig selv, men når andet kommer til pludselig skifter betydning og farve. - Det er en teknik, beslægtet med kanons: alle synger ganske det samme - men alligevel opstår der en
spændende, flerstemmig komposition.
At komponere — sætte sammen — er en fortryllelse. Når noget af fortryllelsen forplanter sig til det modtagelige sind, er komponistens glæde fuldkommen. Barnets sind har denne modtagelighed.
Jeg vil ikke ophøre at lave musik for børn!
Per Nørgård (1961)