Composers
Jørgen Wedege
|
Born: 1942
Jørgen Wedege (f. 1942 i København)
Seminarieuddannet pædagog med speciale i musik. Derefter fem års studier hos Bernhard Christensen på hans daværende rytmiske konservatorium, med vægt på børns musikalske udvikling samt motorik/rytme, melodik, komposition og improvisation. Senere 3-årig efteruddannelse i DMPF-regi, plus diverse kurser. Har igennem tiden dyrket klassisk musik, jazz og latinamerikansk musik på forskellige instrumenter i diverse ensembler. Har virket som sang- og musiklærer på forskellige skoler og seminarier, bl.a. Helsingør lille Skole og Frøbelseminariet i København. Har lavet musik til fire tv-udsendelser på bestilling af Danmarks Radios kulturafdeling. Har skrevet en stor mængde børnesange, en stor del på bestilling af Danmarks Radios Børne- og Ungdomsafdeling. En af disse sange, ”Sansesang”, skrevet til ”Kikkassen”, var med til at indbringe DR en førstepris og guldmedalje for den bedste børnetv-udsendelse ved den internationale tv-festival i Japan 1975. Har siden 1969 fået udgivet sange, melodier og undervisningsmateriale på noder, plader bånd og bøger. Mange af sangene er genudsendt i utallige samleværker, sangbøger, undervisningsbøger, cd’er etc., ligesom de er blevet flittigt benyttet af radio og tv. Adskillige af sangene er ligeledes blevet udgivet og udsendt i diverse medier i de øvrige nordiske lande. Fx. blev ”Jamaica-dans” i sin tid lanceret af Cornelis Wreeswijk i svensk fjernsyn og efterfølgende blevet benyttet i forskellige svenske udgivelser, såvel bøger som på cd. De mest spillede af Wedeges sange betragtes i dag af mange som evergreens, klassikere eller folkeeje. Fx. finder man ”Jamaica-dans” nærmest alle vegne – fra vuggestuer til musikkonservatorier, fra danserestauranter til kirker og fra idrætsforeninger til cirkus. Opfattelsen af sangene som folkeeje er kommet til udtryk på forskellig vis. En herlig oplevelse i den henseende var da en femårig pige spontant fyldte en dagligvarebutik med sin dybt engagerede og kraftfulde udlægning af ”Jamaica-dans”.
|
|
|
|